1. Division, herrer: Den udvidede bruttotrup for Næstved Bordtennis 2 er på plads
Det er vigtigt for os, at vi har et stærkt hold i den næstbedste række, 1. Division, sådan at der vil være en platform for stærke førsteholdsreserver, talenter fra egne række og talenter fra det nyetablerede bordtennisakademi, som springbræt til førsteholdet.
Sæsonmålet er top 2 i Grundspillet, der dermed vil sikre deltagelse i Oprykningsspillet til den bedste række, Bordtennisligaen, selvom vi naturligvis ikke kan rykke op i den bedste række.
Det skal tilføjes, at flere af de nedenfor nævnte spillere også er en del af bruttotruppen til førsteholdet i Bordtennisligaen.
Tomas Koldas, 19-årig tjekkisk landsholdsspiller fra akademiet. Tomas repræsenterede Tjekkiet internationalt i 2020 før Covid-19 lockdown.
Radim Bako, 19-årig tjekkisk landsholdsspiller fra akademiet. Radim repræsenterede Tjekkiet internationalt i 2020 før Covid-19 lockdown.
Andreas Dilling, 21-årig tidligere dansk landsholdsspiller, der har vundet individuelle danske titler for drenge, juniorer (hele 3 gange – den første som 14-årig) og U21 som 15-årig. Andreas var med til at vinde sølv for Næstved Bordtennis i Bordtennisligaen i 2017/18 og 2018/19.
Patrick Stobberup, 25-årig tidligere dansk ungdomslandsholdsspiller
Henrik Johansson, 25-årg svensk legende i Næstved Bordtennis. Henrik besejrede Michael Maze i den ene finale ved hold DM i sæsonen 2017/2018 og har haft tilknytning til Næstved i godt 10 år.
Erik Åhman, 34-årig svensk fighter, der fik debut for førsteholdet i Bordtennisligaen i 2020 inden Covid-19 lockdown.
Tyrese Knight, 20-årig defensiv spiller fra akademiet, der er landsholdsspiller for Barbados, og som også skal repræsentere Åstorp i den svenske 3. division.
Herman Nordin, 19-årig svensk talent, der spillede 1. division for Roskilde sidste sæson