I en velspillet og jævnbyrdig kamp vandt Roskilde med 5-3
Mestrene fra Roskilde gæstede Mærk Næstved Hallen i går aftes, og efter en spændende og jævnbyrdig kamp, hvor vi måtte undvære Anders Eriksson, kunne gæsterne sikre sig en 5-3 sejr foran et veloplagt publikum i en godt fyldt hal.
I denne sæson har vi inviteret sponsorer og fans til en kombination af mad og events, og i går var det venstrepolitikeren og medlem af Næstved Byråd Süleyman Yücel, der holdt foredrag med emnet ”Min drøm om Danmark”.
Under ledelse af dommerne Troels Ladefoged og Conny Damgaard fik vi en drømmestart, da Michal Obeslo og Charlie Carlsson besejrede henholdsvis Allan Bentsen og Dominykas Samuolis med 3-0 og 3-1. De gode takter fortsatte i de næste kampe, og David Björkryd spillede på højt, højt niveau mod Tobias Rasmussen, og længe så det ud til gevinst, men i afgørende sæt var der rutinen til forskel. På bordet ved siden af var Tomas Koldas med indtil 6-7 i 4. sæt, men Jens Lundqvist kunne sikre sig de afgørende bolde.
2-2 – og efter pausen blev vi igen vidne til to meget tætte kampe. Tomas Koldas vandt 3-1 over Allan Bentsen, mens Michael Obeslo tabte med samme cifre til Jens Lundqvist.
3-3 blev desværre til 3-5, og Charlie mistede dermed sin status som ubesejret i holdturneringerne i Sverige og Danmark i denne sæson, hvor det samlet er blevet til 11 sejre ud af 12 i Superettan og Bordtennisligaen.
Sportschef Jeppe Spottog udtalte: “Det var en super sjov kamp, hvor hallen var fyldt godt op, så der var en fed atmosfære. Kampen kunne være gået begge veje, og David kunne have vundet begge kampe. Fin præstation af alle på holdet, og målet er stadig at vinde guld.”
Næste opgave bliver i morgen søndag, hvor vi møder B 75 i Hirtshals kl. 15.00. B 75, med stærke Mahmoud Helmy i spidsen, har fået tilgang i denne sæson, og det bliver forventeligt endnu et tæt opgør. B 75 plejer at liveastreame via Simon Rokkjærs Youtube-kanal.
Kom så Næstved!