122 tilskuere så Næstved Bordtennis besejre B 75 5-2 i Mærk Næstved Hallen
Vi har før haft mere end 122 tilskuere til en bordtenniskamp, men så har det været i forbindelse med en semifinale eller en finale, så det flotte fremmøde til topkampen i “Grundspil 2” var alligevel en slags rekord.
Med til historien hører, at vi til alle hjemmekampe i denne sæson har inviteret sponsorer og medlemmer til en kombination af elitebordtennis, mad og en event, med en beskeden egenbetaling for medlemmer inkl. familie og venner, og det har været så stor en succes, at vi kun kan opfordre andre bordtennisklubber og foreninger til at overveje dette, for interessen har været meget stor.
Til arrangementet i dag havde vi inviteret Venstres gruppeformand i Næstved Byråd, Kenneth Sørensen, og godt 35 sponsorer og medlemmer var mødt op til et spændende foredrag forud for kampen. Efter foredraget, hvor der var mange spørgsmål fra salen, blev der serveret smørrebrød.
Vi havde ikke Yang-Tzu-Yi eller Tomas Koldas med i dag, men den ”svenske mafia”, som Michal Obeslo kalder Anders Eriksson, Charlie Carlsson og David Björkryd, gjorde det supergodt, så vi kunne sikre os en 5-2 sejr, som holder os inden for rækkevidde af Roskilde.
Anders, der er en del af Sveriges landsholdstrup, vandt begge singler i første parkryds, men startede med at ryge ind i et stormvejr af dimensioner i kampen mod en utrolig velspillende Mahmoud Helmy. 0-1 blev dog vendt til 3-1, og i den anden single vandt Anders 3-0 over B 75’s græske spiller Gerasimos Chatzilygeroudis. Gerasimos gav mig dog sved på panden, da jeg skulle præsentere ham inden kampstart, men han tog min udtale med godt humør.
Spottog og Spottog på bænken (far og søn) valgte at sætte Charlie Carlsson i første parkryds, og ”Charles” havde fortjent mere end to meget tætte 2-3 nederlag til Gerasimos og Mahmoud Helmy, hvor han kun manglede held i afgørende situationer. Absolut en stærk indsats af Charlie.
Yngste mand på holdet, 18-årige David Björkryd, ramte virkelig topniveauet i begge singler i andet parkryds, og det lover godt fremtiden. David virkede meget selvtillidsfuld og med stort mentalt overskud. Fantastisk flot indsats af det unge talent.
Alderspræsidenten, Michal Obeslo på 35 år, kunne mærke en fiber i baglåret, som jeg forstår det, men han fik lukket den eneste kamp i andet parkryds han nåede at spille med en 3-0 sejr, og heldigvis kunne David lukke og slukke inden ”Obe” skulle færdiggøre den sidste single, hvor han havde tabt første sæt.
Vi har en fantastisk god gruppe af spillere i denne sæson, hvor kemien og personlighederne passer perfekt, og det er et område vi er blevet meget opmærksom på de seneste år. Samtidig har vi et godt team omkring førsteholdet, og med den kæmpe støtte fra frivillige hjælpere, fans og sponsorer, er vi meget fortrøstningsfulde omkring sæsonmålet, hvor vi vil genvinde det danske mesterskab, som vi senest vandt i 2023.
Fredag den 4. April møder vi Amager i Mærk Næstved Hallen, så reserver datoen allerede nu, og mon ikke vi også har anskaffet nogle flere stole til den tid.

