5-3 sejr i Roskilde og dermed vinder vi Grundspil 2!

Vi vandt den meget vigtige udekamp i Roskilde, og som gruppevinder giver det os nogle store fordele i semifinaler og finaler.

Det var et af sæsonens delmål at vinde Grundspil 2, for det giver os ret til at vælge modstander i semifinalerne, og hvis vores semifinalekampe eller finalekampe skulle ende med en afgørende holdkamp, vil vi få disse på hjemmebane i Mærk Næstved Hallen.

Som alle ved er det ikke let at vinde på udebane i Roskilde, ligesom vi også er svære at besejre i Mærk Næstved Hallen, og vi fik da også en meget svær start med to forholdsvis klare nederlag. Anders Erikssons kamp mod Jens Lundquist havde alle set frem til med spænding, men i de første to sæt lavede Anders utrolig mange fejl, og selvom Eriksson kom godt tilbage ved 0-2 i sæt, var det en for stor ballast at være nede med to sæt, så Jens vandt 3-1. I den anden single startede Tomas rigtig godt mod Tobias Rasmussen, men efter en stor føring i første sæt faldt spillet lidt fra hinanden, og Tobias vandt 3-0. Også i denne kamp lavede vores spiller, Tomas, utrolig mange fejl, men Tobias fortjener også ros for at spille utrolig godt og meget konsekvent.

0-2 til Roskilde var ikke den start vi havde drømt om, og nu var det op til Michal Obeslo og Yang Tzu-Yi at bringe os tilbage i kampen. Yang startede rigtig godt, men Allan er en snu spiller med meget variation i spillet og gjorde kampen rigtig hård. Med hjælp fra de to head coaches (Jeppe og Magnus) fik Yang dog sporet sig ind på hvad der skulle til, og jublen var høj i Næstved lejren, da Yang kunne triumfere med en 3-1 sejr.

I et sandt arbejdsraseri kæmpede Obeslo sig til en 3-1 over det 17-årige stortalent Dominykas Samuolis, men der skulle fightes om hver bold.

2-2 inden pause, og vi vidste vi ikke kunne nøjes med 4-4 og golden set for at sikre os førstepladsen i tabellen. Dermed skulle vi vinde mindst 3 af de sidste 4 kampe, og det er svære odds mod Roskilde.

Efter pausen var det to kampe i første parkryds, og i en god kamp kunne Anders Eriksson besejre veteranen Allan Bentsen med 3-1, og dermed give os en føring for første gang i holdkampen. Begge spillere fortjener kredit for at gøre kampen underholdende, og Anders fik løftet sit niveau fra første single. 

Jeg, og flere andre, havde også glædet sig til at se Yang mod Jens. Jens dominerede første sæt, men Yang kom stærkt tilbage i de næste to og viste enorm hurtighed og kvalitet fra halvdistancen. I 4. sæt lå det til en Næstved sejr, men Jens kom tilbage, og selvom Yang var med til sidebyttet i afgørende sæt, var Jens for rutineret på de afgørende bolde.

3-3 og nu behøvede vi sejr i begge singler i andet parkryds.

Jeg mødte Jeppe på gangen i pausen ved stillingen 2-2, og han var overbevist om Obeslo lå godt til Tobias. Jeppe havde ret, Obeslo var hele tiden et halvt eller helt skridt foran, og det blev til en overraskende sikker 3-0 sejr til superfighteren Obe.

Nu var det op til Tomas Koldas at forbedre indsatsen fra den første single, og “Koldy” kæmpede sig til en 3-2 sejr – og gav os dermed det afgørende point mod en ellers meget stærk Dominykas Samuolis. Superstærk mental og fysisk indsats af Tomas.

5-3 til Næstved over Roskilde på udebane er ikke hverdagskost, og dommerne i dagens kamp var Anja Bech Jensen og Henrik Guldahl, der skal have en stor tak, ligesom vores entusiastiske support fortjener ros.

Alt i alt en fremragende præstation af holdet inkl. coaches i dag.

De næste dage skal Næstved vælge semifinalemodstander, og så vidt jeg er orienteret bliver det B 75 fra Hirtshals. Vi informerer om datoer når disse er på plads.

Jeppe Spottog, Charlie Carlsson, Tomas Koldas, Yang Tzu-Yi, Michal Obeslo, Anders Eriksson og Magnus Spottog
Næstved Hjørnet til højre rummede ca. 50 fra klubben
Yang Tzu-Yi
En ung mand spiller ping pong i en turnering.
Tomas Koldas vandt den afgørende kamp
Obeslo vandt begge singler
Team Næstved Sponsor: