Hjemmesejr på 5-3 i sidste turneringskamp inden juli, og vi slutter dermed på 2. pladsen i grundspillet.
Gårsdagens topkamp i Bordtennisligaen mod Herlev var imødeset med store forventninger, for begge hold har klassespillere, og kampen blev lige præcis så spændende og underholdende som man kunne håbe.
Herlev kom bedst ud af startblokken og vandt de første to singler. Michal Obeslo havde en dårlig dag på kontoret og tabte 0-3 til Thor Christensen, mens en halvsyg Tomas Koldas tabte 1-3 til en velspillende Daniel Simonsen, der tydeligvis har intensiveret træningen efter skiftet til Herlev.
Den 28-årige landsholdsspiller fra Taiwan, Yang Tzu-Yi, reducerede Herlevs føring med en klar 3-0 sejr over Herlevs førstesingle Martin Friis. I en utrolig velspillet kamp var Yang stærkest, og jeg vil tro mange var positiv overrasket over hans hurtighed og høje niveau. Charlie Carlsson har kun tabt en enkelt kamp i Danmark i denne sæson (og en i Superettan i Sverige), og han fik nedkæmpet den tidligere Næstvedspiller Malte Möregårdh i fem sæt.
Nu var stillingen 2-2, og efter den obligatoriske pause på ca. 10 minutter måtte Obeslo igen gå fra bordet uden gevinst, men Yang fortsatte hvor han slap og besejrede Thor Christensen med 3-1.
I de sidste to singler kunne Tomas Koldas og Charlie Carlsson sikre sig begge sejre, og dermed var sejren en realitet.
Dermed ender vi på 2. pladsen i “Grundspil 1”, og efter nytår starter “Grundspil 2” med deltagelse af de 6 bedste hold i rækken. 2. pladsen betyder også, at vi starter med 4 points, mens Roskilde, som vinder af “Grundspil 1”, starter med 6 points, Herlev 3, B 75 2, Amager 1 og Hørning 0. Programmet er i sagens natur endnu ikke på plads, men vi skal nok informere når vi ved mere.
Vi har brugt hele 8 spillere, så vi har effektivt udnyttet vores store bruttotrup, hvor alle 8 spillere har vundet kampe. Anders Eriksson, Yang Tzu-Yi, Michal Obeslo, David Björkryd, Charlie Carlsson, Tomas Koldas, Jeppe Spottog og Lars Hauth, er de otte spillere, som kan klappe sig selv på skuldrene for godt udført arbejde.
Dommerne til kampen var i øvrigt Troels Ladegoed og Connie Damgaard, og sidstnævnte måtte uddele et gult kort til en meget ophidset Thor Christensen fra Herlev, der i kampen mellem Martin Friis og Yang Tzu-Yi højlydt appellerede for en kendelse, selvom video fra livestream viste, at bolden var flere centimeter fra at ramme bordet.
Andetholdet i 2. division sikrede sig også en 2. plads, og dermed har de kvalificeret sig til oprykningsspillet til 1. division. Holdet har i denne sæson bestået af Charlie Carlsson, Jeppe Spottog, Lars Hauth, Magnus Spottog, Raif Rustemovsk og Ibrahim Ansari.
18-årige David Björkryd kunne af gode grunde ikke spille hverken første- eller andethold i denne weekend, for han var udtaget til at repræsentere Sverige ved ungdoms VM i Helsingborg, Sverige. I en hård kamp måtte Sveriges U19-landshold forlade turneringen efter 2-3 nederlag til Australien, og da han kun var tilmeldt i holdturneringen endte turneringen tidligt for hans vedkommende, hvor han vandt i fem sæt i den enlige single han nåede at spille.
Efter gårsdagens kampe i de to divisionsrækker havde klubben arrangeret julefrokost for medlemmer, sponsorer og spillere, men vi må hellere undlade at vise fotos.