Klare nederlag til dameholdet i 1. division og herreholdet i 2. division
Der var håb om mere, men det blev til nederlag for pigerne i damernes 1. division efter for første gang at have været vært ved en hjemmebanesamling pga. Corona etc.
Det blev til 1-9 og 2-8 nederlag i de to holdkampe, og Mai Pedersen vandt 2 af de individuelle kampe, mens Katcha sikrede den sidste. Jeg havde mulighed for at se kampen mellem Mai og Nina Pedersen fra Hvidovre Bordtennis 2, og i de første fire sæt havde begge spillere sætbolde på skift uden at udnytte chancen. I en vanvittig kamp tog Mai til sidst sejren, og selvom rækken er meget stærk, så var det tætte sæt hele vejen rundt, og forhåbentlig giver det momentum til at tro på de kommende opgaver. Line havde også muligheder for mere, men det er bare stærke modstandere, så det vigtigste er pigerne holder humøret oppe.
I herrernes 2. division blev deltagelsen af Michael Obeslo revurderet, og i stedet tog Bo Spottog med Herman, Magnus og Jacob til de to kampe i Roskilde mod Amager 2 og Roskilde 2. Simon Petersen er stadig skadet, så det var en for stor opgave for det (minus Bo) meget unge hold.
I første kamp mod Amager 2 kom holdet aldrig rigtig igang, og vi tabte klart 0-8.
Mod Roskilde 2 gik det meget bedre, og Herman Nordin vandt 3-1 over Mads Toft Schmidt, efter Jacob Petersen på 16 år havde trættet ham over 4 sæt, hvor alle blev afgjort med to bolde. Hjemmeholdet fra domkirkebyen stillede med Allan Bentsen og Dominykas Samuolis, og da sidstnævnte for få uger siden besejrede B 75’s stærke ægyptiske spiller i den bedste danske række, var det flot, at Jacob spillede helt op med den danske juniorlandsholdsspiller, men til sidst måtte han indkassere et knebent nederlag. Jacobs indsats er meget lovende, men holdet vil få det svært, for tvillingebror Simon er langtidsskadet, og da Herman stopper, er holdet afhængig af overskydende spillere fra førsteholdstruppen.
Tak til Thomas Petersen og Jacob “Koffer” Koefoed for at støtte holdene med coaching og praktiske ting.