Internationalt nyt: Tomas Koldáš vandt første kamp ved VM, og Simon og Anton deltog i Sweden Tour i Helsingborg i denne weekend!
Tomas Koldás fik en succesfuld debut ved VM i Kina med en overbevisende sejr over Alim fra Saudi Arabien, og holdkampen endte 3-1 til det tjekkiske landshold.
Tomas, der ikke er til rådighed for førsteholdet i denne sæson, fik en nervøs start og kom bagud med 2-9 i første sæt, men derfra var han meget stærk, og med 3-1 i sæt fik han sat sit aftryk på den tjekkiske sejr.
Næste kamp for Tomas og det tjekkiske landshold er mod Canada mandag kl. 10.00 dansk tid, og kampen kan følges her: https://www.youtube.com/c/WTTGlobal
Danmark tabte i går med 1-3 til Brasilien, der har verdensranglistens nr. 5 Huge Calderano i spidsen. Anders Lind vandt en enkelt sejr, men trods nederlaget gjorde det meget unge danske hold det rigtig godt. Søndag kl. 13.00 dansk tid går det løs igen, hvor modstanderen er Slovakiet. Selvom Slovakiets førstesingle Yang Wang ligger nr. 38 på verdensranglisten, er der grund til optimistisme i forhold til de danske chancer.
I Sweden Tour i Helsingborg havde Næstved Bordtennis Anton Andersson og Simon Arvidsson med i denne weekend. Simon var seedet nr. 4 i turneringen, så det var kun Anton som måtte spille kvalifikationskampe.
Anton har vist fremragende form i både den danske- og svenske holdturnering, hvor han er ubesejret i begge, og i gruppespillet besejrede han Herlevs stærke Kim Nylander. Men Anton havde mod på mere, og i første runde i hovedturneringen besejrede han meget overraskende den tidligere svenske landsholdsspiller Pär Gerell, der spillede i Pro A i Frankrig i sidste sæson. Ottendedelsfinalen blev endestationen for formstærke Andersson, der tabte 1-3 til Owen Cathcart fra England, og samme skæbne led holdkammeraten i Næstved Bordtennis Simon Arvidsson med et 1-3 nederlag til en japansk spiller.