Efter at have spillet “Golden set” med Roskilde om det danske mesterskab i sæsonen 2018/19, endte sidste sæson med at være “uforløst”, idet COVID-19 situationen medførte en nedlukning af alle bordtennismæssige aktiviteter, kort efter vi havde besejret Roskilde med 5-2.
Vi glæder os til den nye sæson, og som tidligere annonceret, har Næstved Bordtennis udvidet Eliteudvalget med Nicolai Nordahl og Jeppe Spottog, der skal fungere som sportschefer for de to stærkeste hold, i Bordtennisligaen og 1. division.
“Vi er superglade for at kunne tilknytte to unge ledelsestalenter, der spillemæssigt var medvirkende til vores oprykning til den bedste liga i Danmark, men som nu har valgt at gå trænervejen i en ung alder”, siger Henrik Cortz, der er en del af Eliteudvalget, hvor Bo Spottog og Li Moding, samt Nicolai Nordahl og Jeppe Spottog, er de øvrige medlemmer.
“Målsætningen er guld, det er der ingen tvivl om!”, siger Henrik Cortz.
“Vi har en ekstrem velfungerende eliteafdeling, der refererer til Næstved Bordtennis’ bestyrelse, og bestyrelsen finder bare igen og igen nye innovative muligheder for at komme hele paletten rundt; inklusive børn og unge, udsatte unge, handicapidræt, eliteidræt, motionsidræt og pensionistidræt.”
Eliteudvalget har valgt følgende trup til sæsonen 2020/21:
Hampus Söderlund, 27-årig svensk landsholdsspiller.
Ziyi Zhang, 16-årig kinesisk kæmpetalent
Magnus Månsson, 44-årig svensk topspiller, der er tidligere landsholdsspiller.
Malte Möregårdh, 22-årig svensk fighter og publikumsfavorit, der vandt 13 ud af 14 sejre i begge parkryds sidste sæson.
Radim Bako, 19-årig tjekkisk landsholdsspiller fra akademiet.
Tomas Koldas, 19-årig tjekkisk landsholdsspiller fra akademiet.
Henrik Johansson, 25-årig svensk legende, der leverer varen år efter år.
Erik Åhman, 34-årig svensk fighter, der vandt en vigtig single mod Roskilde sidste år.
Nikita Yarushin, 21-årig russisk talent, der har EM-medaljer på CV’et. Nikita er først spilleberettiget i 2021.
Li Moding, 30-årig kinesisk head coach på akademiet, der også er nr. 4 på den danske ratingliste.