Optakt til weekendens kampe i Bordtennisligaen

Optakt til 1. og 2. runde i Bordtennisligaen

Om ganske få dage spiller vi sæsonens første kampe i Bordtennisligaen, hvor vi spiller hjemme både lørdag og søndag, så her er lidt information om vores modstandere, og hvad vi kan forvente.

Vi starter lørdag den 10/9 kl. 11.00, hvor modstanderne er BB/KBTK, der er en overbygning af Brønshøj BTK og Københavns BTK. BB/KBTK overraskede i sidste sæson med flotte sejre i Grundspil 1, og kvalificerede sig dermed fortjent til Grundspil 2. Alle vidste Kim Nylander kunne spille bordtennis, men sidste år var han på et virkeligt højt niveau, og med Sune Bjørn Larsen, Carsten Egeholt og unge Emil Friis, havde BB/KBTK et slagkraftigt hold, som besejrede Virum og Roskilde uden Jens, og på et tidspunkt, var det ikke usandsynligt, at de kunne komme i semifinalerne.

Desværre for BB/KBTK har Kim og Emil flyttet deres licens til Herlev, og med Thor Christensen, Jesper Hedlund, Henrik Johansson og Angel Ayoso, får Herlev et virkelig stærkt hold, og må være en seriøs medaljekandidat i denne sæson. Jeg tror derimod BB/KBTK får det svært i denne sæson, for det ser ikke ud til, de har fået tilgang, og trods Sune og Carstens rutine og styrke, ligner det nedrykning fra den bedste liga.

Hillerød, som vi spiller mod søndag kl. 11.00, er en dynamisk og spændende klub at have i den bedste række i Danmark, for de har stor succes med at tiltrække og udvikle danske talenter, og er dygtige til at ”spotte” svenske talenter. Hillerød har historisk også brugt rigtig mange spillere på en sæson, og dermed har de svinget utrolig meget i styrke fra kamp til kamp. Anton Andersson og Patrick Skarsholm er skiftet til Næstved Bordtennis, og Dominykas Samuolis er nu en del af Roskildes førsteholdstrup.

Daniel Simonsen og Peter Svenningsen er stærke, og har trods deres unge alder efterhånden en del rutine. Hvis Hugo Törngren ikke skal spille for Eslövs førstehold i Pingisligan i Sverige, vil han sammen med Daniel Lindsö udgøre en meget stærk svensk duo for Hillerød. Det nordsjællandske hold kan også bruge Christoffer Kjelsson og Jakob Peterson, der begge spillede i den næstbedste sveske liga, Superettan, i sidste sæson, og det unge svenske talent Charlie Widing er også en mulighed.

De unge danske talenter, Carl Køngerskov og Albert Wolfsberg, må nok vente et års tid på et gennembrud, men Hillerød har helt sikkert en god fødekæde.

Hvis Hillerød stiller med hele kavaleriet, må vi forvente en spændende og hård kamp, men vi bør være favoritter uanset hvad. Jeg tror dog, Hillerød vil være at finde i top 6 i Grundspil 1 og dermed kvalificere sig til Grundspil 2 efter nytår.

Khaled Assar at the Olympics (from Facebook)
Simon Arvidsson spiller ikke i denne weekend, men vil være en vigtig spiller senere
Team Næstved Sponsor: