Stærke præstationer af Patrick Skarsholm, Khaled Assar, Anton Andersson og Simon Arvidsson i Superettan i Sverige!
Næstved Bordtennis’ førsteholdsspillere har lov til at spille i udenlandske turneringer, så længe det ikke er i det pågældende lands stærkeste liga, hvilket de internationale regler ikke tillader.
Superettan, der er den næstbedste række i Sverige, startede i sidste weekend, hvor alle vores spillere spillede op til deres bedste. Superettan er næsten lige så stærk som den bedste danske liga, og der er tilsyneladende meget stor bredde i denne sæson, hvilket udmøntede sig i meget jævnbyrdige kampe i de to første runder.
19-årige Patrick Skarsholm, der er regerende junior- og U21-danmarksmester vandt overraskende over holdkammeraten i Næstved Bordtennis Simon Arvidsson, hvilket viser hvor højt et topniveau talentfulde Skarsholm har. Samlet blev det til 1 sejr ud af 2 i første parkryds og tilsvarende 1 ud af 2 i andet i weekendens kampe.
Men det skal ikke tage noget fra Simon Arvidsson, der jo blev nr. 2 i den stærke internationalt besatte Pro Series ugen før, for Simon vandt de øvrige 3 singler i første parkryds, hvor den ene var i fem sæt mod en anden holdkammerat Khaled Assar.
Khaled Assar vandt de øvrige kampe i første parkryds, og han har dermed samme score som Simon – 3 sejre ud af 4.
Sidste Næstved-spiller i aktion var Anton Andersson, der vandt alle 4 singler i andet parkryds for Lyckeby som Khaled Assar også repræsenterer. Dermed er Anton sammen med Elia Schmid eneste ubesejrede spiller i Superettan.
Jeg bemærkede også, at unge Emil Friis-Hansen besejrede B 75’s stærke Johan Barius. Virkelig flot resultat af den storsatsende Herlev spiller. En anden interessant observation er fremgangen for den kun 15-årige William Bergenblock, der er i Top 10 i Verden inden for aldersgruppen. William vandt 3 ud af 4 kampe i første parkryds, og ser ud til at træde i de helt store legenders fodspor.
Og endelig mødtes det tidligere stortalent Andreas Dilling (tidligere Næstved Bordtennis – og nu Gladsaxe) og det nuværende stortalent Theo Dyekjær (Virum) i 1. division, hvor “gamle” Dilling på 23 år vandt opgøret.
I Bordtennisligaen er vi oversidder i næste runde, så vi skal først spille søndag den 30/10, hvor modstanderen er Roskilde på udebane. Vi kommer med alt hvad vi har, og forventer et brag af en kamp med stor underholdningsværdi for alle bordtennisfans.