FINALE 1: Næstved Bordtennis – Roskilde 5-4 efter Golden Set
I en fuldstændig vanvittig første finale kunne Tomas Koldas afgøre kampen til vores fordel med en Golden Set sejr efter at have overlevet to matchbolde.
Vi kom hele følelsesregistret igennem i den velspillede kamp, og Andreas Törnkvist var utrolig god, og med to sejre i andet parkryds mod Allan Bentsen og Dominykas Samuolis, lagde han fundamentet for den vigtige holdsejr.
Inden da havde Jevgen Prischepa givet os en fantastisk start med en 3-1 over legenden Michael Maze, som stopper efter denne sæson efter en glorværdig karriere med europamesterskaber og VM- og OL-medaljer.
Tomas Koldas tabte uventet til det 16-årige stortalent Dominykas Samuolis, og Michael Obeslo kunne ikke udnytte en 2-0 føring mod Jens Lundquist, men Andreas Törnkvist holdt os inde i kampen ved at vinde en femsæts kamp over Allan Bentsen.
2-2 blev til 2-4 da Prischepa og Obeslo tabte til henholdsvis Jens og Maze, men Koldas holdt os inde i kampen med en sejr mod Bentsen, og ”Törna” skaffede os 4-4 og Golden Set efter gevinst mod Dominykas.
I Golden Set valgte de to klubbers holdledere, at Koldas’ kamp mod Dominykas skulle spille et afgørende sæt, og efter en forfærdelig start, hvor Tomas kom bagud med 1-6, kunne den 23-årige tjekke sikre os sejren til stor jubel for de mange fremmødte fans i Mærk Næstved Hallen.
I morgen fredag går det løs igen i Roskilde, og en eventuel 3. og afgørende finale spilles på søndag.