2 SEJRE TIL FØRSTEHOLDET I DENNE WEEKEND

Sejr ude mod B 75 efter “Golden set” fredag aften – og sikker sejr i Odense over OB søndag formiddag.

Weekendens kampe i Bordtennisligaen gav to sejre, og dermed ligger vi forventeligt på 2. pladsen med to points op til Roskilde, når Roskilde også har spillet mod OB senere i dag. Vi er “on track”, hvor sæsonmålet er at genvinde det danske mesterskab.

B 75 – Næstved Bordtennis 4-5

Sidste års bronzevindere fra B 75 er altid svære at besejre på hjemmebanen i Hirtshals; den lange køretur, det medlevende publikum, men naturligvis primært fordi de bare er en stærk modstander. Et par afbud til truppen betød vi måtte tage en småskadet Tomas Koldas med, men efter opvarmningen stod det klart, at han ikke kunne spille, og at den ene sportschef Nicolai Nordahl dermed måtte spille som reserve.

Khaled Assar og Hampus Söderlund vandt de fire kampe i første parkryds, men da Radim Bako og Nordahl tabte fire i andet parkeyds, endte det i “golden set”, hvor Nordahl blev matchvinder mod B 75’s indiske landsholdsspiller.

Man of the match:

Hampus og Khaled er bare så stærke, at man tager det for en selvfølge, hvilket er lidt unfair, men jeg vil sige Nicolai Nordahl for at vinde “Golden Set”.

OB – Næstved Bordtennis 0-5

Søndagens kamp mod OB i Odense var mindre dramatisk, idet Tomas Koldas var i stand til at spille, og at OB ikke stillede i stærkeste opstilling. OB har et stort talent i unge Noah Hvid, der har vundet nogle flotte sejre i ligaen, men derudover stillede de med to spillere, der normalt ikke spiller på førsteholdet, så det blev en let 5-0 sejr til Næstved.

Holdet der spillede i Odense var Hampus Söderlund, Radim Bako, Tomas Koldas og Nicolai Nordahl.

Man of the match:

Der var ikke livestream, så baseret på holdsedlen vil jeg fremhæve Radim Bako for at vinde to sejre i første parkryds, og dermed rette op på en dårlig indsats fredag.

Tomas Koldas og Radim Bako
Sportschef Nordahl, Andreas Törnkvist, Khaled Assar, Radim Bako, Tomas Koldas, Hampus Söderlund og sportschef Jeppe Spottog