Roskilde var bedre på dagen og fik revanche for vores sejr tidligere på sæsonen med de samme cifre 5-3
De to bedste hold i Danmark i øjeblikket mødtes i Roskilde til endnu en gyser, hvilket efterhånden er blevet standard. Det er aldrig kedeligt, når de to hold mødes, og kampen i dag var ikke en undtagelse.
Tomas Koldas kunne ikke følge den sensationelle sejr op mod Jens Lundqvist fra sidste opgør tidligere på sæsonen, og Lundqvist satte Roskildes første point på tavlen.
Charlie Carlsson tabte derefter til Allan Bentsen, selvom den unge svensker tidligere på sæsonen havde besejret Bentsen i den svenske turnering.
0-2, og nu var der pres på, for vi skulle mindst have 1 point for at sikre førstepladsen i ”Grundspil 2”, der ville give os nogle store fordele i semifinaler og finaler.
16-årige Dominykas Samuolis er virkelig blevet god, og Prischepa måtte bruge alle 5 sæt for at besejre det unge talent. Michal Obeslo måtte også ud i frem sæt for at nedkæmpe legenden Michael Maze, så nu var stillingen 2-2.
Efter pausen gik det slet ikke vores vej, og Roskilde kom foran 4-2 efter sejre til Jens Lundqvist og Michael Maze mod Michal Obeslo og Tomas Koldas, selvom både “Obe” og Tomas tidligere har besejret de to spillere.
Prischepa gav os håb efter sejr mod legenden Allan Bentsen i 5 sæt, men Charlie Carlsson kunne ikke følge op, så det blev til et nederlag i 5 sæt mod Dominykas, og dermed 5-3 til Roskilde.
Status er hermed, at vi må overgive førstepladsen til Roskilde, og at dette næppe ændres i morgen. Det er ikke ”the end of the World”, og vi må gratulere Roskilde for at være bedst på dagen. I særdeleshed, var det flot at Maze kunne komme tilbage på et så højt niveau efter en så alvorlig skade tidligere på sæsonen.
Vi har en kamp mod B 75 i morgen, som ikke har den store betydning efter dagens kampe, men faktum er, at vi har kvalificeret os til semifinalerne.
Sæsonmålet er at genvinde det danske mesterskab, og vi er “on track” trods et nederlag på udebane i Roskilde.