5-0 sejr i sidste kamp inden semifinalerne

5-0 sejr mod sidste sæsons sølvvindere fra B 75. Debutanten Aaron Wilson vandt i 5 sæt.

Vi mødte et afbudsramt B 75 hold, der stillede med nr. 5, 10 og 11 på deres ratingliste – og ingen 4. mand.

Jeg understreger, at dette er min personlige holdning og absolut ikke Næstved Bordtennis’, og dette indlæg er ikke specifikt rettet mod B 75, der så vidt jeg er informeret sendte 4 spillere, men kun kunne anvende 3, så “thumbs up” for at tage turen til Sydsjælland.

Jeg synes generelt det er ærgerligt, når klubbers prioritering af 2. og 3. hold i andre DT-rækker går ud over dansk bordtennis’ bedste række, fordi reservereglen er blevet brugt så flittigt i tidligere kampe, at man i stedet vælger at ofre førsteholdet for ikke at spærre spillere på sekundære DT-hold.

Dermed siver problemet opad i stedet for nedad, og det var formenlig ikke hensigten med de nuværende regler for danmarksturneringen.

Der har længe været debat om fald i medlemstal, hvor der var flere indslag på årsmødet sidste år, og det er klart at bordtennis som sport konkurrerer med andre sportsgrene, og som der blev sagt, så er det svært at fastholde de unges interesse, når man holder til i provinsen.

Jeg mener, at sporten først og fremmest skal fremstå som troværdig, og det er nok punkt 1 på tjeklisten i forhold til at brande bordtennis og dermed tilføre interesse fra sponsorer, nye medlemmer og medier, og mon ikke der er enighed om, at det ikke er favorabelt for sporten, at der i den bedste liga i dansk bordtennis ikke stilles fuldt hold? Se i øvrigt grafikken til højre, hvor to af vores spillere ikke kom i kamp i denne sæson.

Der er stramme regler i turneringsreglementet omkring udeblivelse, hvor et hold kan risikere tvangsnedrykning, men naturligvis kan der ske noget uforudset som sygdom. Jeg mener bordtennissporten har et problem som ingen taler om, og jeg ved ikke hvordan dette skal løses, men jeg ved til gengæld hvad problemet er.

Tilbage til det sportslige.

Obeslo, Koldas, Aaron og Charlie vandt kampen 5-0, og dermed fik Aaron debut i en velspillet kamp mod Andreas Vede, hvor de to spillere stod godt til hinanden. Evigt kæmpende Egeholt gjorde det også godt, og hans indstilling kunne mange unge spillere lære af.

Det forlyder vi skal spille mod Herlev i semifinalerne, og datoerne bliver offentliggjort lige så snart vi kender dem.

Sæsonmålet er at genvinde mesterskabet, og jeg lover at vi vil gøre vores bedste!

Andreas Törnkvist - kom ikke i kamp mod Hillerød
Charlie Carlsson - kom ikke i kamp mod B 75
Aaron Wilson

Team Næstved Sponsor: