Bordtennisligaen: 2 hjemmekampe i denne weekend!

Næstved Bordtennis spiller mod BB/KBTK og Herlev i denne weekend

Under hensyntagen til gældende Covid-19 restriktioner byder vi velkommen til bordtennis på højeste niveau. Lørdag den 24/10 kl. 11.00 spiller Næstved Bordtennis mod BB/KBTK, og søndag den 25/10 kl. 11.00 mod Herlev i Bordtennisligaen.

Tomas Koldas

Efter to runder har Næstved Bordtennis maksimumpoints, mens lørdagens modstander fra BB/KBTK måtte lide store nederlag. Kim Nylander kan spille rigtig godt, og superfighteren Carsten Egeholt skal ikke undervurderes, men Hampus, Magnus Månsson, Radim Bako og Tomas Koldas er klare favoritter til at hive en holdsejr hjem.

I “Superettan”, der er den næstbedste svenske liga, har Hampus en score på 5-1 (alle i første parkryds), Radim 6-2 (2-2 i første parkryds og 4-0 i andet), og Tomas Koldas 6-2 (1-1 i første parkryds, 5-1 i andet), så de nye spillere har fået en god start i både den danske og svenske holdturnering.

Radim Bako

Søndag mod Herlev støder Malte Möregårdh til truppen, mens Herlev forventes at stille med Kasper Sternberg, Thor B. Christensen (der har spillet meget stærkt i Sverige), Frederik Cöster og Jesper Hedlund.