August 2020 åbner Næstved Bordtennis for nyt bordtennisakademi.

– med kinesiske Li Moding (billedet) som head coach.

Efter sommerferien gør man i Næstved Bordtennis alvor af en god idé, der blev til et projekt, og efter flere års arbejde åbner Næstved Bordtennis bordtennisakademi.

Idégrundlaget er baseret på en kombination af de gode uddannelsesmuligheder i Næstved Kommune og optimale bordtennismæssige faciliteter i Næstved Bordtennis, hvor man kan tilbyde værelser, fitnesscenter og træning under samme tag i Mærk Næstved Hallen, og hvor Næstved Bordtennis har fuld disposition over alle faciliteter alle døgnets timer.
”Vi prioriterer fitness som en vigtig del af træningen, og der vil blive tilknyttet en fitnesscoach til akademiet, som vil lave personlige programmer til spillerne, der samtidig vil få gratis adgang til Mærk Næstved Hallens fitnesscenter som en del af aftalen med akademiet”, fortæller Henrik Cortz, der er formand for Eliteudvalget i Næstved Bordtennis.
Klubbens kinesiske spiller Li Moding vil fungere som head coach i akademiet. ”Limo kender til de kinesiske træningsmetoder og hans spillemæssige styrke placerer ham som nummer fire på den danske ratingliste efter to andre kinesere og Maze”, fortæller Henrik Cortz, der også er i tæt kontakt med endnu en kendt kinesisk toptræner som back up.

Målgruppen

Henrik Cortz glæder sig ligesom klubbens presseansvarlige Bo Spottog over, at man allerede har fået tilsagn fra to kinesiske spillere samt de to 18-årige tjekkere Tomas Koldas og Radim Bako begge med flere landskampe på CV’et på ungdomsniveau. De skal studere på Professionshøjskolen Absalon i Næstved Kommune efter endt studentereksamen.
Begge vil repræsentere Næstved Bordtennis i den kommende sæson – og vil være en del af førsteholdstruppen.
”Akademiets målgruppe er danske og internationale talenter, der minimum har niveau til den danske 1. division helst en lille gruppe på 8-10 spillere”, siger Henrik Cortz og understreger vigtigheden af, at styrkeforskellen ikke er for stor i gruppen. ”Der vil kontinuerligt være en gensidig forventningsafstemning, sådan at spillere og akademiet performer bedst muligt”.


Radim Bako fra Tjekkiet vil kommer til Næstved for at studere og spille bordtennis i sæson 2020-2021.

Tag med på rejsen

”Vi håber, at flere vil overveje de uddannelsesmæssige muligheder i Næstved Kommune, og ikke mindst muligheden for kanon god sparring”, siger Henrik Cortz.
Det er ikke en forudsætning, at man skal repræsentere Næstved Bordtennis i næste sæsons holdturnering.
Interesserede kan sende en ansøgning til enten:
Bo Spottog, tlf.: (+45) 40 77 74 12, mail: b.spottog@gmail.com eller
Henrik Cortz, tlf.: (+45) 61 62 79 10, mail: henrikcortz64@gmail.com


Næstved Bordtennis vandt sølv i hold-DM i 2019 efter meget tætte finaler mod mestrene fra Roskilde Bordtennis.

Artiklen er udarbejdet og produceret af Carsten Egeholt, BordtennisDanmark.