NÆSTVED – HILLERØD 5-3

Hjemmekampen mod Hillerød blev vundet med 5-3

Lad os bare tale rent ud af posen, vi var ikke på det niveau vi havde forventet, og det blev meget mere spændende end det indledningsvis så ud til.

Inden kampen var der lidt festivitas, hvor sponsorer og klubbens ledelse var inviteret til en god frokost fra Restaurant Kanalkroen i klubbens nye konferencecenter i Mærk Næstved Hallen. Det var godt at møde vores sponsorer igen, og det var dejligt at høre den anerkendelse og ros de alle tilkendegav for vores resultater i sidste sæson. Der var også mulighed for at “network’e”, og det var i det hele taget godt at se nye og gamle sponsorer igen.

Under frokosten overrakte Team Næstved den årlige støtte til Næstved Bordtennis, der blev modtaget af de to 15-årige talenter Jacob og Simon Petersen, der blev betænkt med 15.000 kr, og dermed modtog den samlede bevilling på vegne af klubben.

Næstved Kommunes borgmester fulgte op kort før kampstart med at overrække DIF’s guldmedaljer til de danske mestre fra Næstved Bordtennis, og samtidig blev den gamle pokal “pensioneret”, og borgmesteren introducerede og overrakte den nye pokal for Bordtennisligaen under Bordtennis Danmark, der blev overrakt til de to sportschefer Nicolai Nordahl og Jeppe Spottog.

Borgmesteren overrækker medaljer fra DIF samt ny pokal fra Bordtennis Danmark
Team Næstved overrækker den årlige støtte til talenterne Jacob og Simon Petersen

Men tilbage til kampen, hvor det hurtigt blev en rodet affære, hvor ingen af vores 4 spillere spillede op til forventet standard.

Hillerød skal have kæmpe kredit for at gøre det svært for os, og deres lave tempo på flere af bordene gjorde det til en taktisk og nervøs affære.

Det endte med 5-3 til Næstved Bordtennis, men Anton Andersson fra Hillerød må vi nok udråbe som “man of the match”, da han vandt begge kampe i andet parkryds mod Khaled Assar og Tomas Koldas. Antons aggressive spil med korte knopper var vi ikke gode til at håndtere i dag, og det var tydeligvis uvant for Tomas at spille mod sådan en spillestil.

Hampus vandt begge kampe i første parkryds, men ikke uden problemer, for Daniel Simonsen var stærk i dag. Törnkvist vandt en sejr i første parkryds men brændte en del matchbolde mod Simonsen, og i andet parkryds vandt Khaled og Tomas begge over Jacob Reuther.

Sæsonen er ung, og vi er stadig on track til at genvinde det danske mesterskab, men der er lang vej endnu. Det var superfedt at kunne tage imod tilskuere igen, og jeg er helt sikker på vi får endnu en fantastisk sæson med vores stærke bruttotrup på 7 spillere, der alle er meget vigtige i en lang sæson.