Patrick Skarsholm tabte til den regerende danmarksmester

DM i bordtennis: Skarsholm tabte til Anders Lind i kvartfinalen efter en virkelig god indsats.

Den ene af kvartfinalerne i herresingle var en gentagelse af sidste sæsons DM-finale, og også denne gang var Anders Lind for stærk.

Man kan ikke beskylde 19-årige Skarsholm for lodtrækningsheld, for 24-årige Anders Lind er kæmpefavorit til at genvinde det danske mesterskab. Lind er fuldtidsprofessionel i den franske Pro A, der efter den tyske Bundesliga er den stærkeste i Europa.

Med til historien hører, at Anders var ude i næsten et år efter at have brækket to ryghvirvler ved et biluheld, men det seneste år har han forbedret sig spillemæssigt, og hans form er nu kulmineret med 9 singlesejre i træk i Pro A i Frankrig.

Efter nederlaget på 10-12 8-11 og 6-11 udtalte Patrick til Sjællandske:

“Jeg synes hele kampen var tæt, og jeg har en lidt mærkelig fornemmelse. Jeg er både tilfreds og skuffet på én gang”, fortalte Skarsholm.

“Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Jeg kunne ikke spille bedre og greb det også rigtigt an rent taktisk, men desværre var han lige et niveau over mig og var bedre i grundspillet.”

I herredouble spillede Patrick sammen med 20-årige Emil Friis Hansen fra Herlev, men det blev til et 3-0 nederlag i kvartfinalen til Martin Lund Nielsen og Ivik Nielsen fra B 75. 2 x Nielsen stoppede ikke der, og spillede sig sensationelt i finalen i herredouble.

Dansk bordtennis har ikke haft specialister i herredouble siden Brønshøjs Kasper Weinrich Schübeler og Thomas Jensen, så det bliver spændende at følge Ivik og Martin fremover.

Virums talentfulde Theo Dyekjær overraskede i øvrigt i kvartfinalen i herresingle med en sejr over landsholdsspilleren Thor B. Christensen fra Herlev, og har dermed som minimum sikret sig en bronzemedalje. I semifinalen står evigunge Allan Bentsen, Roskilde på den anden side af bordet, og det skal nok blive en meget underholdende kamp. I den anden semifinale møder Anders Lind Roskildes Mikkel Hindersson, som har spillet til at overraske.

I damesingle blev jeg også imponeret af Virums 16-årige Emma Vendelbo Clement, der i kvartfinalen havde topseedede Jocefina Haagensen, Hvidovre helt ude i tovene i afgørende sæt.

I mixeddouble havde netop de to nævnte Virumspillere Emma Vendelbo Clement og Theo Dyekjær slået pjalterne sammen, og det viste sig at være en god idé, for de besejrede topseedede Anders Lind og Pia Toelhøj i semifinalen.

De afgørende kampe i alle rækker spilles senere i dag, hvor TV-kanalen Sport Live transmitterer fra kl. 15.50.

Patrick Skarsholm og Jeppe Spottog

Team Næstved Sponsor: