Næstved Bordtennis vandt 5-1 over B 75 (only in danish):
På papiret lyder det som en let sejr, men det kunne ikke være længere fra sandheden!
Grundet Corona blev semifinalen afviklet uden tilskuere, men alligevel havde omkring 800 trofaste støtter fundet plads foran skærmen, og så den dramatisk holdkamp via klubbens livestream.
Hampus Söderlund og Radim Bako startede som lyn og torden i henholdsvis 1. og 2. parkryds med 3-0 og 3-1 sejre over Kamil Dziadek og Johan Gustav Barius, og da begge havde tabt til de samme modstandere tidligere, var det en fantastisk start. Hampus spillede med stor autoritet og konsekvens, og Dziadek havde svært ved at få fat i duellerne. Tilsvarende spillede 19-årige Radim Bako med stor selvtillid og risiko mod Barius, og det var en ønskestart med en 2-0 føring.
Vi ved Tomas Koldas har hurtigheden og spillet til at spille i 1. parkryds, og i udekampen mod B 75 var han meget tæt på at lave en overraskelse mod Hirtshals’ stærke Eric Glod, men i dag var der ikke så meget at gøre, for Glod havde fuld kontrol over kampen.
Til gengæld besejrede 45-årige Magnus Månsson unge Peter Svenningsen, sådan at stillingen var 3-1 inden pausen.
Månsson, med frisk negativ PCR-test efter en positiv lyntest, har haft et langt forløb med skulderskader, og det har naturligvis begrænset hans mulighed for at træne, men han udførte opgaven i dag til perfektion.
Efter pausen kom det helt store drama i holdkampen. Først vandt 20-årige Tomas Koldas overraskende let over Kamil Dziadek, der ellers plejer at give os problemer. Tomas spillede godt – men ikke engang på det vanvittigt høje niveau han kan spille, så man må også erkende den unge B 75-spiller Dziadek, slet ikke spillede op til vanligt niveau.
4-1 til Næstved, og alt så rosenrødt ud, da Hampus førte 2-0 i sæt – og havde rigtig mange matchbolde i 3. sæt.
Eric Glod og Hampus Söderlund spillede på et højt internationalt niveau, og da Glod vandt 3 sæt med 21-19 og det efterfølgende 4. sæt, var alt åbent.
I den anden ende af hallen kunne Radim Bako slet ikke holde fokus på eget bord, hvilket han erkendte bagefter. Radim tabte 1-3 til en godt spillende Peter Svenningsen, og mens maratonmatchen mellem Söderlund og Glod stadig var i gang, startede den ottende og sidste single mellem Magnus Månsson og Barius, hvor Barius fik den bedste start.
Men i afgørende sæt mellem de to 1. singler lykkedes det Hampus Söderlund at lave et supercomeback, bagud 5-10, og måtte trække på sin stærke psyke for at kompensere for de mange missede matchbolde i 3. sæt. Helt sensationelt kommer han tilbage og vinder kampen 13-11 i 5 sæt, og dermed vandt vi holdkampen 5-1, idet de næste kampe ikke nåede at tælle med.
Jeg tror aldrig jeg har set en stærkere indsats af en spiller i dansk bordtennis end det Eric Glod leverede i de sidste 3 sæt, så det sætter Hampus’ slutspurt i perspektiv. Hampus spillede hårdt, men alt kom tilbage, og for det meste med mere skru og skarp placering, så stærk fysisk og mental indsats af Söderlund.
Måske tabte den bedste individuelle spiller i dag, men Næstved Bordtennis vandt 5-1.
Returkampen i semifinale spilles i Hirtshals 4. maj, og hvis B 75 vinder det opgør, skal den tredje og afgørende kamp spilles samme sted dagen efter.
Sjællandskes artikel om kampen: LINK